Af Simon Melhus

• 

34-årige Beyene Mussie fra Eritrea har været bosat i Danmark i fire måneder. Står det til ham, er han kommet for at blive.

Af Roxana Zakeri

I dørkarmen til én af lejlighederne på Ranum Asylcenter står Beyene Mussie. Vinterjakken er lynet helt op til halsen, mens han læner sig op ad døren og kigger ud. Det er fredag eftermiddag og flere af centrets beboere er i færd med dagens sidste gøremål. Beyene Mussie står klar med hilsner til de forbipasserende medbeboere. Skiftevis lyder der et ”hi”, ”hej” og ”salam”, ledsaget af smil og genkendende nik. Her på asylcentret er han kendt som beboernes”security guard”. En beboer, som man kan komme til, hvis der opstår problemer. 

For fire måneder siden, mens sommeren og de lange nætter lyste Danmark op, kom Beyene Mussie til Danmark fra Eritrea. Med fortiden bag sig og blikket fæstnet mod en bedre fremtid, blev landsbyen i hjemlandet skiftet ud med den nordjyske landsby Ranum. Selvom de første måneder er gået, og hverdagen i Danmark så småt er på plads, husker han stadig reaktionen på sin nye hjemby. Som indkapslet i en tidsboble fra i sommer står han med store armbevægelser og husker grinende:

”When we first drove to Ranum, we passed the Sea and I thought ”Wow, I’m going to a big city!””, fortæller han og tilføjer: ”Later, I realized it’s a very small village. But I like it here. I’m used to small villages from my home”. 

Eftermiddagskaffe
Som eftermiddagsmørket spreder sig, begynder åndedrættene at hænge ved i luften som en erklæring på årstiden.

”Do you want some coffee?”, spørger Beyene Mussie og gnubber sine arme. ”We need something warm!”, udbryder han. I stuen sætter han sig og fylder rutineret kaffekoppen. To teskefulde sukker og én afsluttende til neskaffen. Næsten som aftalt hyler elkedlen.

”I am going to town tonight. Me and some of my friends were invited to the bar”, fortæller han begejstret. På de lokale værtshuse har han og nogle af vennerne fra asylcentret mødt lokale beboere fra Ranum, som de indimellem mødes med til en fredagsbajer. 

”Ranum has many smiling people. Many good people. It’s not difficult to meet people, it is difficult to learn the language”, lyder det fra Beyene Mussie. ”Danish is a very difficult language. But you can call me Bjarne. People here at asylcenter call me that. Maybe Beyene is difficult for you”, griner han.

Ønsket om at blive
De første måneder i Ranum har været positive for Beyene Mussie. Ikke desto mindre er det stadig uklart, hvad der videre skal ske: vil han få lov til at blive eller skal han rejse hjem? Drømmen om den danske fremtid får dog en særlig plads under eftermiddagskaffen. 

”I really wish to continue working with security here,” fortæller han. ”I have experience. I can read people’s body language and I speak many languages,” lyder det fra ham. 

Spørger man Beyene Mussie, kan hans erfaringer som politibetjent fra hjemlandet og vidtstrakte sprogkundskaber hjælpe ham på vej i Danmark. Dagene på asylcentret har også givet anledning til at skabe et ønske for fremtiden:

”If I can stay, I would love to work in an airport”, fortæller han. Som lufthavnsvagt ville han kunne kombinere erfaringerne fra politiet med sine færdigheder indenfor engelsk, tigrinya, arabisk og på sigt forhåbentlig også dansk. 

”I’m learning Danish twice a week in school. It’s important to learn the language and culture so you can make a life for yourself”, afslutter han. 

39-årige Joseph Hamad har boet på Asylcenter Ranum i over fire år. Han flygtede til Danmark med drømmen om at give sine børn en bedre fremtid. Nu drømmer han om at slippe ud.

Af Emilie Søndergaard

Den kolde vinterluft blandes med røgen fra cigaretten i Joseph Hamads hånd. Han inhalerer. Her står han så lidt i gården på asylcenteret. De ansatte hilser venskabeligt på ham og fortæller, at han er én af dem, der har været her længst. Fire år og to uger. Han ekshalerer tungt.

Vejen fra Kuwait til Danmark har været lang. Og den er ikke slut endnu. Joseph Hamad og hans familie på syv har fået afslag på deres ansøgning. Nu venter de på den endelige beslutning.

”I try to hide my sadness, because I probably cannot stay. I do not know what the future will bring,” fortæller han.

Et liv sat på pause
Da han får øje på to politibetjente på asylcenteret, slukker han hurtigt cigaretten og skynder sig ind på Asyl Caféen. Instinktivt. Mistilliden til staten har fulgt ham hele vejen fra Kuwait og er kun blevet forstærket af fire år i venteposition.

“I was dreaming that my life would change, but it has only gotten worse,” siger han.

39-årige Joseph Hamad forlod Kuwait i flygtningekrisen i 2015 med sin kone og tre ældste børn. Uden at vide hvor de skulle hen. En syrisk familie foreslog dem at tage til Danmark; og det gjorde de. Et valg Joseph Hamad ønsker han kunne tage om. Nu føler han sig fanget i systemet.

”This is a prison. I am trapped between four walls all the time.”

Siden 2015 er børneflokken fordoblet. Men selvom de tre yngste er født i Danmark, er de ikke danske statsborgere. Sandsynligheden for statsborgerskab synes evigt mindre.

Håbet om en bedre fremtid
Foran døren i bygning ti på asylcenteret står der sko stablet fra gulv til loft. Inde for døren kan man høre familieoverhovedet rydde febrilsk op. Han åbner døren og hilser med et stort smil. De fire års usikkerhed har sat sig som grå stænk i skægget omkring smilet.

”Te? Kaffe? Juice?” spørger han.

I stuen sidder hele børneflokken. Selvom Joseph Hamad selv foretrækker at tale engelsk, fortæller han stolt om sine børns flair for det danske sprog. Han drømmer om at give sine børn den bedst mulige fremtid. Måske i Danmark. Måske et andet sted.

“I want to get back the hope, to find a job and give back. I just want my kids to be happy.”

Men ambitionen om at give tilbage til samfundet og bedre børnenes fremtid, dør langsomt ud bag asylcenterets mure. Han kigger op på posen med medicin, der hænger ildevarslende i stuen.

”The Danish government killed my ambition.”

“No human wants to live alone”

Han fortæller om den ensomhed han oplever i Danmark. Til trods for, at asylcenteret er placeret lige i midten af byen, er det sjældent, at han er i kontakt med nogle uden for centeret. Og byens fjerne placering gør det ikke nemmere at komme ud.

“It is so isolated. A ghost town. You will not see anyone out past four o’clock.”

Hæren af ’til-salg’ skilte og eftermiddagens tomme gader vidner også om en by i hi. Siden Joseph Hamad flyttede til gennemkørselsbyen, har drømmen om Danmark ændret sig. Et positivt svar på asylansøgningen virker som en fjern realitet. Nu drømmer han om at pakke sine ting og tage til England.

”My entire family is in England,” fortæller han med længsel.

Dér vil ensomheden i det mindste ikke tage rod, håber han.

”Vi har et arabisk ordsprog, der siger; vi er idags sole. Det betyder vi skal se fremad, og ikke kan leve i fortiden. Så det forsøger jeg at gøre” fortæller Bashar Mosa, der i 2016 flygtede fra Syrien og søgte asyl i Danmark. I dag møder vi dog Bashar Mosa til en snak om fortiden.

Af Ida Oberbossel

Det er midt på dagen. Bashar Mosa sidder på en café i Damaskus sammen med sine venner, da en helikopter begynder at skyde ned på gaden. Vennerne begynder at løbe i sikkerhed, men Bashar kan ikke røre sig. Han bliver siddende tilbage, måbende og forstår ikke, hvad det er der sker omkring ham.

”Engang var Syrien ligesom Danmark. Det var roligt og fredeligt,” siger han.   

Bashar Mosa er 33 år, har en kandidat i engelsk og spillede professionel fodbold i Syrien. Han havde aldrig drømt om at skulle forlade sit hjemland, men efter at have levet fire år med krig, flygtede han mod Europa. Bashar flygtede igennem Tyrkiet og Italien og havde først planer om at skulle til Norge, men ender i Danmark, hvor han søgte asyl.

Som alle nyankomne asylansøgere, startede Bashar Mosa sin tid i Danmark på ankomstcentret Sandholm. Efterfølgende kommer Bashar Mosa til Helsingør, hvor han bor kort, inden han sendes til Ranum Asylcenter i Vesthimmerlands Kommune.

Hør Bashar Mosa fortælle om sin tid i Ranum Asylcenter i nedenstående lydklip.

af Roxana Zakeri og Ida Oberbossel

Ny tilværelse i Aarhus
I dag bor Bashar Mosa i Aarhus og arbejder hos MidtVask på Skejby Sygehus. Det har han gjort de sidste to år. Han arbejder tit ekstra vagter for at kunne sende de ekstra penge som hjælp sin familie og venner, der stadig bor i Syrien.

”Når jeg er træt og ikke orker at tage endnu en ekstravagt, så tænker jeg på min familie i Syrien. Jeg har alt jeg kunne drømme om her. Hvis jeg bare tager én ekstra vagt får jeg 1000 kr, som jeg kan sende til min familie. 1000kr er mange penge i Syrien” fortæller Bashar Mosa. Selvom savnet til familien er stort, så ved Bashar Mosa, at han ikke kan vende tilbage til Syrien; ”hjemsendelse er lig med døden for os der flygtede”.

Af Simon Melhus

Af Simon Melhus og Aburna Mohanathas

Efter lukninger af flere asylcentre er mange af ansøgerne kommet videre i systemet. Nogle er blevet forflyttet til et andet center, nogle fik et afslag på ansøgningen og andre har fået en opholdstilladelse.

Men her på Ranum Asylcenter er der dem, hvis venteperiode har synes uendelig. Vi har mødt tre kvinder fra tre forskellige lande, som inviterer os indenfor og fortæller os, hvordan en typisk hverdag ser ud for dem.