39-årige Joseph Hamad har boet på Asylcenter Ranum i over fire år. Han flygtede til Danmark med drømmen om at give sine børn en bedre fremtid. Nu drømmer han om at slippe ud.

Af Emilie Søndergaard

Den kolde vinterluft blandes med røgen fra cigaretten i Joseph Hamads hånd. Han inhalerer. Her står han så lidt i gården på asylcenteret. De ansatte hilser venskabeligt på ham og fortæller, at han er én af dem, der har været her længst. Fire år og to uger. Han ekshalerer tungt.

Vejen fra Kuwait til Danmark har været lang. Og den er ikke slut endnu. Joseph Hamad og hans familie på syv har fået afslag på deres ansøgning. Nu venter de på den endelige beslutning.

”I try to hide my sadness, because I probably cannot stay. I do not know what the future will bring,” fortæller han.

Et liv sat på pause
Da han får øje på to politibetjente på asylcenteret, slukker han hurtigt cigaretten og skynder sig ind på Asyl Caféen. Instinktivt. Mistilliden til staten har fulgt ham hele vejen fra Kuwait og er kun blevet forstærket af fire år i venteposition.

“I was dreaming that my life would change, but it has only gotten worse,” siger han.

39-årige Joseph Hamad forlod Kuwait i flygtningekrisen i 2015 med sin kone og tre ældste børn. Uden at vide hvor de skulle hen. En syrisk familie foreslog dem at tage til Danmark; og det gjorde de. Et valg Joseph Hamad ønsker han kunne tage om. Nu føler han sig fanget i systemet.

”This is a prison. I am trapped between four walls all the time.”

Siden 2015 er børneflokken fordoblet. Men selvom de tre yngste er født i Danmark, er de ikke danske statsborgere. Sandsynligheden for statsborgerskab synes evigt mindre.

Håbet om en bedre fremtid
Foran døren i bygning ti på asylcenteret står der sko stablet fra gulv til loft. Inde for døren kan man høre familieoverhovedet rydde febrilsk op. Han åbner døren og hilser med et stort smil. De fire års usikkerhed har sat sig som grå stænk i skægget omkring smilet.

”Te? Kaffe? Juice?” spørger han.

I stuen sidder hele børneflokken. Selvom Joseph Hamad selv foretrækker at tale engelsk, fortæller han stolt om sine børns flair for det danske sprog. Han drømmer om at give sine børn den bedst mulige fremtid. Måske i Danmark. Måske et andet sted.

“I want to get back the hope, to find a job and give back. I just want my kids to be happy.”

Men ambitionen om at give tilbage til samfundet og bedre børnenes fremtid, dør langsomt ud bag asylcenterets mure. Han kigger op på posen med medicin, der hænger ildevarslende i stuen.

”The Danish government killed my ambition.”

“No human wants to live alone”

Han fortæller om den ensomhed han oplever i Danmark. Til trods for, at asylcenteret er placeret lige i midten af byen, er det sjældent, at han er i kontakt med nogle uden for centeret. Og byens fjerne placering gør det ikke nemmere at komme ud.

“It is so isolated. A ghost town. You will not see anyone out past four o’clock.”

Hæren af ’til-salg’ skilte og eftermiddagens tomme gader vidner også om en by i hi. Siden Joseph Hamad flyttede til gennemkørselsbyen, har drømmen om Danmark ændret sig. Et positivt svar på asylansøgningen virker som en fjern realitet. Nu drømmer han om at pakke sine ting og tage til England.

”My entire family is in England,” fortæller han med længsel.

Dér vil ensomheden i det mindste ikke tage rod, håber han.