Hvad sker der, når staten placerer et asylcenter, som på et tidspunkt har mere end 400 beboere, midt i villakvarteret i en by med små 1000 indbyggere? Ingenting. Og så alligevel…
Af Simon Melhus
”Vi har stort set ingen voldelige episoder. Det er der simpelthen ikke overskud til. Hvis de er voldelige, så er de voldelige mod sig selv”.
Lars Vestergaard er afdelingsleder på Asylcenter Ranum. Han har været her siden åbningen i oktober 2012, og centret kunne i sidste måned fejre syv års jubilæum. Vi har talt med de ansatte, asylansøgerne og de lokale om livet i landsbyen.
En blandet modtagelse
Det var ikke uden bekymringer, da Ranum pludselig skulle blive venteværelse for flere hundrede asylansøgere. Det kvarte af byen mødtes til informationsmøde en måned før åbningen med en frygt for øget kriminalitet og fald i ejendomsværdi. Lars Vestergaard var selv tilstede:
”Så vidt jeg husker var stemningen ikke så grum, som den kan blive. Men selvfølgelig var der nervøsitet, bekymring og vrede. Dem, som syntes, det var fedt med et asylcenter, var nok i undertal”.
Efter syv år er det kun halvdelen af bekymringerne blevet til virkelighed. Blot 750 meter væk ligger Solbakkevej nr. 6. Den blev udbudt til 695.000 kroner, men solgt for kun 300.000 kroner efter lidt over 400 dage på markedet. Ifølge EDC Løgstør er det næsten umuligt at sælge boliger i området.
Om faldet i værdi udelukkende skyldes asylcentret er ikke til at sige. Dog anerkender Lars Vestergaard, at det nok har en påvirkning, uanset om centret er kilde til problemer eller ej. Forestillingen er nok.
En latent angst
En af de positive stemmer til informationsmødet i 2012 var Olav Storm, forstander på Ranum Efterskole. Han appellerede dengang til åbenhed, og han mener stadig, at asylcentret passer fint ind i byen:
”Ranum er i forvejen de fremmedes by. På efterskolen arbejder vi med oplysning og dannelse, og vi er åbne overfor verden”.
Ifølge ham er der hverken mere kriminalitet eller flere generelle problemer på grund af asylcentret. Til gengæld mærker han en skræk fra omverdenen, en latent angst som altid er tilstede. Når en cykel bliver stjålet, er det asylcentrets skyld. Eller når der stjæles i Brugsen, er det beboerne på asylcentret. Men sådan forholder det sig sjældent:
”De er ikke den stærke stemme i pressen. Det handler om ideologier og ikke reel erfaring,” fortæller Olav Storm. Hans opfattelse bekræftes af Bjarne Meng, en nyligt pensioneret politibetjent med 39 år i Aalborg. Siden 2017 har han arbejdet som frivillig betjent tilknyttet asylcentret:
”I min optik er det meget begrænset, hvad der bliver begået af kriminalitet i byen” fortæller han, og tilføjer: ”Jeg får nedlagt en masse af ammestuesnakken i byen”.
Et liv i faser
En asylansøger gennemgår tre faser fra, at vedkommende ankommer til Danmark, til deres ansøgning om ophold er behandlet. Du kan blive klogere på faserne i vores infografik. Hver fase præger individet og livet i Ranum på forskellige måder.
Beyene Mussie er fra Eritrea, hvor han arbejdede med security. Han taler flydende engelsk, er ivrig efter at lære dansk og håber på at arbejde som sikkerhedsvagt i lufthavnen. Beyene Mussie er i fase 1.
Joseph Hamad fra Kuwait ankom for fire år og 14 dage siden med hans kone og to børn. Siden har han fået yderligere tre børn, mens de har ventet på asyl. Han tager store mængder medicin hver dag og ser ingen fremtid for ham selv længere. Joseph Hamad er i fase 2.
Bashar Mosa er 33 år og tidligere professionel fodboldspiller fra Syrien. Han ankom til Ranum Asylcenter i 2016, men bor i dag i Aarhus. Han har fået opholdstilladelse og arbejder i øjeblikket på Skejby Sygehus. Bashar Mosa er i fase 3.
Vi har mødt alle tre til en snak om livet på Ranum Asylcenter. Dertil følger vi tre kvinder på en almindelig dag som asylansøger. Trods succesen beskriver de en hverdag i tomgang, et liv på pause fra resten af verden. Vi introducerer dig for flere af de lokale ranumgensere; blandt andet en tidligere politibetjent, byens fodboldtræner, Rytterbarens kromutter, og derudover giver vi et indblik i Ranum by.
