34-årige Beyene Mussie fra Eritrea har været bosat i Danmark i fire måneder. Står det til ham, er han kommet for at blive.

Af Roxana Zakeri

I dørkarmen til én af lejlighederne på Ranum Asylcenter står Beyene Mussie. Vinterjakken er lynet helt op til halsen, mens han læner sig op ad døren og kigger ud. Det er fredag eftermiddag og flere af centrets beboere er i færd med dagens sidste gøremål. Beyene Mussie står klar med hilsner til de forbipasserende medbeboere. Skiftevis lyder der et ”hi”, ”hej” og ”salam”, ledsaget af smil og genkendende nik. Her på asylcentret er han kendt som beboernes”security guard”. En beboer, som man kan komme til, hvis der opstår problemer. 

For fire måneder siden, mens sommeren og de lange nætter lyste Danmark op, kom Beyene Mussie til Danmark fra Eritrea. Med fortiden bag sig og blikket fæstnet mod en bedre fremtid, blev landsbyen i hjemlandet skiftet ud med den nordjyske landsby Ranum. Selvom de første måneder er gået, og hverdagen i Danmark så småt er på plads, husker han stadig reaktionen på sin nye hjemby. Som indkapslet i en tidsboble fra i sommer står han med store armbevægelser og husker grinende:

”When we first drove to Ranum, we passed the Sea and I thought ”Wow, I’m going to a big city!””, fortæller han og tilføjer: ”Later, I realized it’s a very small village. But I like it here. I’m used to small villages from my home”. 

Eftermiddagskaffe
Som eftermiddagsmørket spreder sig, begynder åndedrættene at hænge ved i luften som en erklæring på årstiden.

”Do you want some coffee?”, spørger Beyene Mussie og gnubber sine arme. ”We need something warm!”, udbryder han. I stuen sætter han sig og fylder rutineret kaffekoppen. To teskefulde sukker og én afsluttende til neskaffen. Næsten som aftalt hyler elkedlen.

”I am going to town tonight. Me and some of my friends were invited to the bar”, fortæller han begejstret. På de lokale værtshuse har han og nogle af vennerne fra asylcentret mødt lokale beboere fra Ranum, som de indimellem mødes med til en fredagsbajer. 

”Ranum has many smiling people. Many good people. It’s not difficult to meet people, it is difficult to learn the language”, lyder det fra Beyene Mussie. ”Danish is a very difficult language. But you can call me Bjarne. People here at asylcenter call me that. Maybe Beyene is difficult for you”, griner han.

Ønsket om at blive
De første måneder i Ranum har været positive for Beyene Mussie. Ikke desto mindre er det stadig uklart, hvad der videre skal ske: vil han få lov til at blive eller skal han rejse hjem? Drømmen om den danske fremtid får dog en særlig plads under eftermiddagskaffen. 

”I really wish to continue working with security here,” fortæller han. ”I have experience. I can read people’s body language and I speak many languages,” lyder det fra ham. 

Spørger man Beyene Mussie, kan hans erfaringer som politibetjent fra hjemlandet og vidtstrakte sprogkundskaber hjælpe ham på vej i Danmark. Dagene på asylcentret har også givet anledning til at skabe et ønske for fremtiden:

”If I can stay, I would love to work in an airport”, fortæller han. Som lufthavnsvagt ville han kunne kombinere erfaringerne fra politiet med sine færdigheder indenfor engelsk, tigrinya, arabisk og på sigt forhåbentlig også dansk. 

”I’m learning Danish twice a week in school. It’s important to learn the language and culture so you can make a life for yourself”, afslutter han. 

”Vi har et arabisk ordsprog, der siger; vi er idags sole. Det betyder vi skal se fremad, og ikke kan leve i fortiden. Så det forsøger jeg at gøre” fortæller Bashar Mosa, der i 2016 flygtede fra Syrien og søgte asyl i Danmark. I dag møder vi dog Bashar Mosa til en snak om fortiden.

Af Ida Oberbossel

Det er midt på dagen. Bashar Mosa sidder på en café i Damaskus sammen med sine venner, da en helikopter begynder at skyde ned på gaden. Vennerne begynder at løbe i sikkerhed, men Bashar kan ikke røre sig. Han bliver siddende tilbage, måbende og forstår ikke, hvad det er der sker omkring ham.

”Engang var Syrien ligesom Danmark. Det var roligt og fredeligt,” siger han.   

Bashar Mosa er 33 år, har en kandidat i engelsk og spillede professionel fodbold i Syrien. Han havde aldrig drømt om at skulle forlade sit hjemland, men efter at have levet fire år med krig, flygtede han mod Europa. Bashar flygtede igennem Tyrkiet og Italien og havde først planer om at skulle til Norge, men ender i Danmark, hvor han søgte asyl.

Som alle nyankomne asylansøgere, startede Bashar Mosa sin tid i Danmark på ankomstcentret Sandholm. Efterfølgende kommer Bashar Mosa til Helsingør, hvor han bor kort, inden han sendes til Ranum Asylcenter i Vesthimmerlands Kommune.

Hør Bashar Mosa fortælle om sin tid i Ranum Asylcenter i nedenstående lydklip.

af Roxana Zakeri og Ida Oberbossel

Ny tilværelse i Aarhus
I dag bor Bashar Mosa i Aarhus og arbejder hos MidtVask på Skejby Sygehus. Det har han gjort de sidste to år. Han arbejder tit ekstra vagter for at kunne sende de ekstra penge som hjælp sin familie og venner, der stadig bor i Syrien.

”Når jeg er træt og ikke orker at tage endnu en ekstravagt, så tænker jeg på min familie i Syrien. Jeg har alt jeg kunne drømme om her. Hvis jeg bare tager én ekstra vagt får jeg 1000 kr, som jeg kan sende til min familie. 1000kr er mange penge i Syrien” fortæller Bashar Mosa. Selvom savnet til familien er stort, så ved Bashar Mosa, at han ikke kan vende tilbage til Syrien; ”hjemsendelse er lig med døden for os der flygtede”.

Af Simon Melhus

”Beboerne på asylcenteret er psykisk hårdt medtaget. De holder sig meget for sig selv” fortæller Lars Vestergaard, afdelingsleder på Ranum Asylcenter.

Af Ida Hauge Oberbossel

Selvom mange af beboerne på Ranum Asylcenter giver udtryk for, at de keder sig på asylcenteret, er det ikke på grund af manglen på aktivitetstilbud. På asylcenteret har de et aktivitetscenter med TV-stue, bordtennis, billardbord, bordfodbold og fitness. Derudover har byen også et Multikultur Center, som har indendørshaller, fitness, et lille bibliotek, udendørs atletikbane, beachvolley, bålsted og meget mere. Her holder adskillige sportsklubber til, og alt sammen er noget beboerne har mulighed for at benytte sig af. Det er der dog ikke særlig mange, der gør.

Noget har ændret sig 
Både afdelingsleder på Ranum Asylcenter Lars Vestergaard, centerleder Lars Borregaard og træner i Asylligaen Marc Tørring Jensen melder, at centrets nuværende beboere holder sig mere for sig selv end holdet inden dem.

”Beboersammensætningen har ændret sig. Før havde vi mange unge mænd der kom hertil alene. I dag har vi mest familier med børn,” fortæller Lars Vestergaard og fortsætter; ”de asylansøgere, vi modtager nu, er mere medtaget psykisk. De har haft en hård tur hertil”.

Asylligaen
Asylligaen er et aktivitetstilbud for unge, mandlige asylansøgere over 16, hvor de spiller fodboldturnering mod andre asylcentre. En liga Ranum deltog i indtil foråret 2019, hvor holdet lukkede ned efter tre år.

”Hvert år inden sæsonstart prøver vi at stille et hold, men der er ikke nok interesserede til, at vi kunne stille med et hold denne sæson,” fortæller Marc Tørring Jensen, træner for Ranums hold i asylligaen.

Marc oplevede, at asylansøgerne gennem fodbolden fik afløb for deres frustrationer, fik et frirum fra deres bekymringer og fra asylcenteret, samt fik skabt en masse venskaber.

”Det var livsbekræftende at være træner for dem. Det var vildt at se deres livsglæde på trods af det, de har været igennem. Jeg lærte virkelig, at jeg ikke skal tage noget for givet” fortæller Marc Tørring Jensen.

Det er dog ikke kun i Ranum at Asylligaen er ved at uddø.

”Det er næsten ikke flere asylcentre tilbage, så der er efterhånden kun fire hold tilbage i ligaen,” fortæller Mark Tørring Jensen. Han synes, det er ærgerligt, idet hovedsponserne Tryg og Røde Kors gjorde meget for, at asylansøgerne skulle få en god oplevelse.

”Alt blev betalt. Transport, mad, fine hoteller. Et hold fløj endda til Bornholm for at spille en kamp,” fortæller han. 

Af Roxana Zakeri og Ida Oberbossel

I Ranum bliver vi mødt af tomme gader og mange huse til salg. På hovedgaden er der to barer og en lokal Brugs. Byen har dog ikke altid været så mennesketom og stille. På Rytterbaren mindes den ældre del af betjeningen, hvordan byen i 70’erne og 80’erne var en stor handelsby. 

Ifølge Louise Falk, bartender på Rytterbaren, er der plads til alle i Ranum:

”Vi har mange skæve personligheder i Ranum, men her er plads til alle. Højtuddannede, lavtuddannede, vi er lige. Mennesker er mennesker herude,” fortæller hun og beskriver Ranum som hyggelig. En by med godt sammenhold og glade mennesker.