”Vi har et arabisk ordsprog, der siger; vi er idags sole. Det betyder vi skal se fremad, og ikke kan leve i fortiden. Så det forsøger jeg at gøre” fortæller Bashar Mosa, der i 2016 flygtede fra Syrien og søgte asyl i Danmark. I dag møder vi dog Bashar Mosa til en snak om fortiden.
Af Ida Oberbossel
Det er midt på dagen. Bashar Mosa sidder på en café i Damaskus sammen med sine venner, da en helikopter begynder at skyde ned på gaden. Vennerne begynder at løbe i sikkerhed, men Bashar kan ikke røre sig. Han bliver siddende tilbage, måbende og forstår ikke, hvad det er der sker omkring ham.
”Engang var Syrien ligesom Danmark. Det var roligt og fredeligt,” siger han.
Bashar Mosa er 33 år, har en kandidat i engelsk og spillede professionel fodbold i Syrien. Han havde aldrig drømt om at skulle forlade sit hjemland, men efter at have levet fire år med krig, flygtede han mod Europa. Bashar flygtede igennem Tyrkiet og Italien og havde først planer om at skulle til Norge, men ender i Danmark, hvor han søgte asyl.
Som alle nyankomne asylansøgere, startede Bashar Mosa sin tid i Danmark på ankomstcentret Sandholm. Efterfølgende kommer Bashar Mosa til Helsingør, hvor han bor kort, inden han sendes til Ranum Asylcenter i Vesthimmerlands Kommune.
Hør Bashar Mosa fortælle om sin tid i Ranum Asylcenter i nedenstående lydklip.
af Roxana Zakeri og Ida Oberbossel
Ny tilværelse i Aarhus
I dag bor Bashar Mosa i Aarhus og arbejder hos MidtVask på Skejby Sygehus. Det har han gjort de sidste to år. Han arbejder tit ekstra vagter for at kunne sende de ekstra penge som hjælp sin familie og venner, der stadig bor i Syrien.
”Når jeg er træt og ikke orker at tage endnu en ekstravagt, så tænker jeg på min familie i Syrien. Jeg har alt jeg kunne drømme om her. Hvis jeg bare tager én ekstra vagt får jeg 1000 kr, som jeg kan sende til min familie. 1000kr er mange penge i Syrien” fortæller Bashar Mosa. Selvom savnet til familien er stort, så ved Bashar Mosa, at han ikke kan vende tilbage til Syrien; ”hjemsendelse er lig med døden for os der flygtede”.
