34-årige Beyene Mussie fra Eritrea har været bosat i Danmark i fire måneder. Står det til ham, er han kommet for at blive.

Af Roxana Zakeri

I dørkarmen til én af lejlighederne på Ranum Asylcenter står Beyene Mussie. Vinterjakken er lynet helt op til halsen, mens han læner sig op ad døren og kigger ud. Det er fredag eftermiddag og flere af centrets beboere er i færd med dagens sidste gøremål. Beyene Mussie står klar med hilsner til de forbipasserende medbeboere. Skiftevis lyder der et ”hi”, ”hej” og ”salam”, ledsaget af smil og genkendende nik. Her på asylcentret er han kendt som beboernes”security guard”. En beboer, som man kan komme til, hvis der opstår problemer. 

For fire måneder siden, mens sommeren og de lange nætter lyste Danmark op, kom Beyene Mussie til Danmark fra Eritrea. Med fortiden bag sig og blikket fæstnet mod en bedre fremtid, blev landsbyen i hjemlandet skiftet ud med den nordjyske landsby Ranum. Selvom de første måneder er gået, og hverdagen i Danmark så småt er på plads, husker han stadig reaktionen på sin nye hjemby. Som indkapslet i en tidsboble fra i sommer står han med store armbevægelser og husker grinende:

”When we first drove to Ranum, we passed the Sea and I thought ”Wow, I’m going to a big city!””, fortæller han og tilføjer: ”Later, I realized it’s a very small village. But I like it here. I’m used to small villages from my home”. 

Eftermiddagskaffe
Som eftermiddagsmørket spreder sig, begynder åndedrættene at hænge ved i luften som en erklæring på årstiden.

”Do you want some coffee?”, spørger Beyene Mussie og gnubber sine arme. ”We need something warm!”, udbryder han. I stuen sætter han sig og fylder rutineret kaffekoppen. To teskefulde sukker og én afsluttende til neskaffen. Næsten som aftalt hyler elkedlen.

”I am going to town tonight. Me and some of my friends were invited to the bar”, fortæller han begejstret. På de lokale værtshuse har han og nogle af vennerne fra asylcentret mødt lokale beboere fra Ranum, som de indimellem mødes med til en fredagsbajer. 

”Ranum has many smiling people. Many good people. It’s not difficult to meet people, it is difficult to learn the language”, lyder det fra Beyene Mussie. ”Danish is a very difficult language. But you can call me Bjarne. People here at asylcenter call me that. Maybe Beyene is difficult for you”, griner han.

Ønsket om at blive
De første måneder i Ranum har været positive for Beyene Mussie. Ikke desto mindre er det stadig uklart, hvad der videre skal ske: vil han få lov til at blive eller skal han rejse hjem? Drømmen om den danske fremtid får dog en særlig plads under eftermiddagskaffen. 

”I really wish to continue working with security here,” fortæller han. ”I have experience. I can read people’s body language and I speak many languages,” lyder det fra ham. 

Spørger man Beyene Mussie, kan hans erfaringer som politibetjent fra hjemlandet og vidtstrakte sprogkundskaber hjælpe ham på vej i Danmark. Dagene på asylcentret har også givet anledning til at skabe et ønske for fremtiden:

”If I can stay, I would love to work in an airport”, fortæller han. Som lufthavnsvagt ville han kunne kombinere erfaringerne fra politiet med sine færdigheder indenfor engelsk, tigrinya, arabisk og på sigt forhåbentlig også dansk. 

”I’m learning Danish twice a week in school. It’s important to learn the language and culture so you can make a life for yourself”, afslutter han.